Hvordan skaber vi de bedste grønne åndehuller i Trælasten? På en idéworkshop bidrog beboere og naboer med idéer til bydelens fremtidige bynatur. Jacob Rødgaard var blandt deltagerne og ser store muligheder i de grønne områder – fra fællesskabsskabende åndehuller til træningsfaciliteter af naturmaterialer.
Den 11. januar afholdt vi en idéworkshop for naboer og beboere i Trælasten. Formålet var at inddrage deltagerne i udviklingen af den kommende bynatur og give dem mulighed for at præge de grønne åndehuller og fællesarealer i området.
I samarbejde med bygherren PensionDanmark, samt landskabsarkitekten og biologen bag udviklingsplanerne, blev der drøftet idéer og visioner for, hvordan bynaturen bedst kan understøtte fællesskabet og skabe et attraktivt, grønt nærmiljø.
En af deltagerne var Jacob Rødgaard, der deler sine tanker om bynaturens betydning for Trælasten.
Jacob Rødgaard var begejstret for at deltage i workshoppen og ser frem til at opleve, hvordan idéerne bliver omsat til virkelighed.
"Jeg håber, der bliver holdt fast i de grønne dele af planen. De grønne områder kan skabe et åndehul midt i byen og give mulighed for, at børn i højere grad selv kan bevæge sig rundt i området. Det er jeg sikker på, kan bidrage til at skabe et stærkere fællesskab i bydelen," siger Jacob.
Flere af de præsenterede idéer vakte Jacobs interesse, men særligt én fangede hans opmærksomhed.
"Det fangede særligt min interesse, da biologen snakkede om at bruge naturmaterialer til træningsredskaber, som samtidig ville se godt ud og passe ind i omgivelserne."
Planen for Trælastens grønne områder inkluderer netop træningsfaciliteter, hvor man eksempelvis vil bruge udvalgte træstammer som løsvægte.
For Jacob er det vigtigt, at bynaturen bliver alsidig og kan bruges på forskellige måder.
"Jeg håber, at bynaturen vil muliggøre træning, leg og afslapning i de nye byrum, hvilket vil være til gavn for både mig og mine naboer. Det vil forbedre min hverdag og gøre Trælasten til et endnu bedre sted for naboer at mødes."
Den næste idéworkshop afholdes den 15. marts og vil fokusere på bydelens byrum og fællesskaber. Alle beboere, brugere, naboer og andre interesserede er velkomne til at deltage og bidrage med deres perspektiver.
Har du idéer eller ønsker til Trælastens udvikling? Så kom og vær med!
Læs mere om byliv og fællesskab i Trælasten